tirsdag den 7. september 2010

Dagligdagen

Dagligdagen er egentligt meget forskellig fra uge til uge, mine pligter afhænger af om forældrene har frühdienst eller spätdienst.

Når de møder tidligt (frühdienst), smutter Tim kl: 6 og Nadine kl: 6.50. Hun vækker børnene kl. 6.30, og imellem tiden, skal jeg dække morgenbord. Så spiser jeg morgenmad med børnene ca. kl.: 7, smører madpakker til dem alle, og sender de to ældste piger med skolebussen kl. 7.40.
Derefter skal jeg gøre Lotta klar til at komme i børnehave (klæde om, børste tænder, pakke taske) og følge hende derhen omkring kl.: 8 - 8.45. For det meste cykler vi, hvilket hun er helt vild med.
Lotta på sin cykel
Når Lotta er fulgt i børnehave, skal jeg hjem og støvsuge spisestue + stue, hvilket tager max. 10 min. En gang om ugen, skal jeg også støvsuge trapperne og badeværelset (+ 10 min). Herefter har jeg fri indtil Lotta skal hentes mellem kl.: 12 og 12.30.
Så tager vi hjem og laver varm middagsmad, som er klar, til når Ida og Lena kommer hjem fra skole.
Efter middagsmaden skal Lena og Ida lave lektier, Lotta leger på sit værelse, og jeg rydder op efter middagsmaden. Derefter kan jeg slappe af :-)

Hver tirsdag eftermiddag, går Lotta til ballet, så kl. ca. 14.40 kører jeg hende derhen, og hjælper hende med at klæde om. Hver onsdag ca. samme tid, går Ida til ridning, så der skal hun også køres hen og hentes igen efter en time.

Ida til sit første ridestævne

Når dette er ordnet, har jeg fri, og kan gøre nogenlunde hvad jeg vil. Jeg har et par gange været oppe i byen med pigerne, og kigget lidt i nogen butikker. Lena, den ældste, er ret vild med tøj, så vi får kigget lidt i nogle butikker. Selvom Heiligenhaus er rigtig hyggelig, er det desværre bare ikke lige den bedste shoppingby, hvis man vil have andet end dagligdagsvarer og rundstykker.

Lena i H&M i Karlstadt
(Europas største shoppingcenter ca. 30 min i bil fra Heiligenhaus)

Aftensmaden sørger Tim og Nadine for, og i Tyskland, eller i hvert fald i dette område hvor jeg bor, får man altså kold aftensmad. Det vil sige, at der bliver stillet brød på bordet (gerne rundstykker fra om morgenen), forskellige slags pølse-pålæg og ost, og en gang imellem også salat. Eftersom jeg er tilhænger af varm mad på alle døgnets tidspunkter, er det for mig et ret sørgeligt aftenbord, især også fordi jeg ikke kan lide ost, og ikke er så vild med pølser. Men det er vel bare en vanesag - jeg valgte jo selv at tage til pølsernes land ;-)
Om aftenen har jeg fri.

Når Tim og Nadine har spätdienst, altså møder sent, har jeg fri om morgenen og kan sove længe. Så sørger forældrene for at få sendt børnene afsted om morgenen, aflevere Lotta i børnehaven, forberede middagsmad, og hente Lotta igen. Så skal jeg egentligt bare stå op, støvsuge underetagen, lave maden (oftest bare tænde for et par gryder), og sørge for at middagsmaden er klar, til når Lena og Ida kommer hjem.
Tim tager så afsted på arbejde kl. 13, og jeg er alene med pigerne til omkring kl. 17.30 hvor Nadine kommer hjem.

Alt i alt er dagligdagen og pligterne ret overskuelige og fair - jeg har i hvert fald ikke lidt overlast endnu, og det tvivler jeg også på at jeg kommer til :-)

Mit skema over hverdagen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar