tirsdag den 7. september 2010

Dagligdagen

Dagligdagen er egentligt meget forskellig fra uge til uge, mine pligter afhænger af om forældrene har frühdienst eller spätdienst.

Når de møder tidligt (frühdienst), smutter Tim kl: 6 og Nadine kl: 6.50. Hun vækker børnene kl. 6.30, og imellem tiden, skal jeg dække morgenbord. Så spiser jeg morgenmad med børnene ca. kl.: 7, smører madpakker til dem alle, og sender de to ældste piger med skolebussen kl. 7.40.
Derefter skal jeg gøre Lotta klar til at komme i børnehave (klæde om, børste tænder, pakke taske) og følge hende derhen omkring kl.: 8 - 8.45. For det meste cykler vi, hvilket hun er helt vild med.
Lotta på sin cykel
Når Lotta er fulgt i børnehave, skal jeg hjem og støvsuge spisestue + stue, hvilket tager max. 10 min. En gang om ugen, skal jeg også støvsuge trapperne og badeværelset (+ 10 min). Herefter har jeg fri indtil Lotta skal hentes mellem kl.: 12 og 12.30.
Så tager vi hjem og laver varm middagsmad, som er klar, til når Ida og Lena kommer hjem fra skole.
Efter middagsmaden skal Lena og Ida lave lektier, Lotta leger på sit værelse, og jeg rydder op efter middagsmaden. Derefter kan jeg slappe af :-)

Hver tirsdag eftermiddag, går Lotta til ballet, så kl. ca. 14.40 kører jeg hende derhen, og hjælper hende med at klæde om. Hver onsdag ca. samme tid, går Ida til ridning, så der skal hun også køres hen og hentes igen efter en time.

Ida til sit første ridestævne

Når dette er ordnet, har jeg fri, og kan gøre nogenlunde hvad jeg vil. Jeg har et par gange været oppe i byen med pigerne, og kigget lidt i nogen butikker. Lena, den ældste, er ret vild med tøj, så vi får kigget lidt i nogle butikker. Selvom Heiligenhaus er rigtig hyggelig, er det desværre bare ikke lige den bedste shoppingby, hvis man vil have andet end dagligdagsvarer og rundstykker.

Lena i H&M i Karlstadt
(Europas største shoppingcenter ca. 30 min i bil fra Heiligenhaus)

Aftensmaden sørger Tim og Nadine for, og i Tyskland, eller i hvert fald i dette område hvor jeg bor, får man altså kold aftensmad. Det vil sige, at der bliver stillet brød på bordet (gerne rundstykker fra om morgenen), forskellige slags pølse-pålæg og ost, og en gang imellem også salat. Eftersom jeg er tilhænger af varm mad på alle døgnets tidspunkter, er det for mig et ret sørgeligt aftenbord, især også fordi jeg ikke kan lide ost, og ikke er så vild med pølser. Men det er vel bare en vanesag - jeg valgte jo selv at tage til pølsernes land ;-)
Om aftenen har jeg fri.

Når Tim og Nadine har spätdienst, altså møder sent, har jeg fri om morgenen og kan sove længe. Så sørger forældrene for at få sendt børnene afsted om morgenen, aflevere Lotta i børnehaven, forberede middagsmad, og hente Lotta igen. Så skal jeg egentligt bare stå op, støvsuge underetagen, lave maden (oftest bare tænde for et par gryder), og sørge for at middagsmaden er klar, til når Lena og Ida kommer hjem.
Tim tager så afsted på arbejde kl. 13, og jeg er alene med pigerne til omkring kl. 17.30 hvor Nadine kommer hjem.

Alt i alt er dagligdagen og pligterne ret overskuelige og fair - jeg har i hvert fald ikke lidt overlast endnu, og det tvivler jeg også på at jeg kommer til :-)

Mit skema over hverdagen

lørdag den 4. september 2010

Huset og byen

Mit værelse er knap så stort, men der er hvad jeg har brug for, seng, skrivebord, kommode, og vask (hvilket jeg synes er super lækkert!). Derudover, har jeg et skab, en skohylde, og en hylde på badeværelset til rådighed. Egentligt tror jeg det er godt nok, at mit værelse ikke er større, har en tendens til at rode, så det er udmærket med et overskueligt rum.

Billede taget fra sengen                               Billede taget fra døren



Ellers er huset i tre etager + kælder, så det er et højt smalt hus (så kan jeg få brændt nogle kalorier af, ved at gå op og ned af trapperne).
Stueetagen består af spisestue, stue, (billeder) køkken og gæstebadeværelse.
1. etage består af Lena og Idas værelser, samt badeværelset, hvor der både er brusebad og badekar.
På 2. etagen er så mit værelse, Tim&Nadines, samt den mindste datter Lottas.
Alt i alt et lækkert børnefamilie hus, med en lækker have (billede), hvor der både er marsvin, kanin, gyngestativ, trampolin, æble- og blommetræ, samt en køkkenhave.




Heiligenhaus by er rigtig hyggelig. Jeg ville kalde den, en typisk tysk provinsby, med blomster på hovedgaden og et lille torv i bymidten. Desværre er det også en gennemkørselsby, hvilket gør, at der hele tiden er meget trafik og mange biler.
Hovedgaden, hvor stort set alle Heiligenhaus' butikker ligger på 
Men selvom byen er hyggelig, med marked hver onsdag, er det desværre ingen god shoppingby. Den er udmærket at handle ind i til dagligdagsvarer og kontorartikler, men er man på udkig efter tøj, sko og tasker, må man til andre byer. Man kan nemt med bus tage afsted til Ratingen eller Velbert. Disse byer er dog heller ikke de største, så hvis man ikke kan stille sig tilfreds med en shoppingtur der max kommer til at vare 1½ time, må man til Düsseldorf eller shoppingcentret Karlstadt (Europas største). Her er der i hvert fald rig mulighed for shopping! Desværre er ingen af disse steder nemme at komme til med bus, så her man afhængig af bil. Og det er ingen lille smuttur at tage, for en tur til Düsseldorf i bil, som normalt tager omkring 20 min, kan i myldretiden nemt snige sig op på at tage 1 time.
Men det er nu også meget hyggeligt, at det bliver gjort til en udflugt at tage til Düsseldorf :-)

Lena, Lotta og Ida ved statuerne i Heiligenhaus bymidte